Tanker om…

Firkløveret Springakademi

14. november 2016

I går havde vi, Freddy og jeg, fornøjelsen af at overvære Firkløverets træningssamling på Barthahus. Det var en meget positiv dag på flere måder. 

Vi blev budt velkommen af de 4 initiativtager bag Firkløveret: Lotte Holm, Mikala Bagge, Rene Holstein og Susanne Taarnager, som næsten ikke vidste alt det gode de skulle gøre for os. 

Til bords sad vi med Poul Graugaard, Formand for avlsledelsen i DV, Inge Madsen, Nørrelund og hovedbestyrelsesmedlem i DV og Frank Torndyb, Beyond-hestene samt Eva Ebbe, formand for DVs region 1 – det gav anledning til et par meget interessante og heftige diskussioner omkring træning, talentudvikling, at have heste i træning, avl, avlsforbund og ikke mindst Dansk Varmblod. 

Her en nogle af mine tanker om Firkløverets Springakademi 

Det, som jeg ser er helt unikt ved Firkløverets springakademi, er først og fremmest evnen til at handle og få ting til at ske og det endda selv om det ikke er til egen vindings skyld. Firkløveret har formået at samle en række trænere, sponsorer og samarbejdspartnere indenfor mange områder, som kan hjælpe ryttertalenter med at udvikle sig. 

Den anden ting er, at man ser på helheden. I samarbejde med rytterne i akademiet overvejer man hvilke initiativer, der kan være til gavn for ryttertalenters udvikling. Selvfølgelig er træningen i fokus. Trænerteamet Maria Gretzer og Björn Carlsson er en fornøjelse at overvære. Topmotiverede tager de udgangspunkt i den enkelte ekvipager. Træningen bliver sat i system og hver del af grundridningen bliver adskilt så rytterne forstår hvad brugen af de enkelte hjælpere betyder, og får tydeliggjort hvad ridning vil sige. Hver rytter ved efter hver træning, hvad de skal arbejdes med til næste gang. At hesten er afslappet er en selvfølge, det samme er det, at den forstår rytterens signaler ellers går man to skridt tilbage og starter der fra – kun sådan kan hesten forstå hvad den skal og udvikle sig – og kun sådan kan rytteren lærer og dermed udvikle sig. Her bliver arbejdet med UDDANNELSE! - Udstyr tilpasset hver ekvipage, stillet til rådighed af Equipe. Diætister og foderkonsulenter arbejder med hvilken kost der hjælpere til at præstere bedre for både hest og rytter. Massører holde øje og udkig efter skader også hos både heste og ryttere, og sådan kan man blive ved. Hver gang der holdes samling sammensættes et program med henblik på at give ryttertalenterne en bred faglig viden og et solidt kendskab til at ride og passe sine heste professionelt, effektivt og rentabelt. Her bliver virkelig set på helheden! 

Den tredje ting som jeg ser som helt unikt ved Firkløverets springakademi er evnen til at samarbejde og knytte bånd. I et lille bitte land som DK har vi brug for at stå sammen om det vi har. Den fællesskabs ånd misunder andre lande os. Vi kan jo bare tænke tilbage på store sportsbegivenheder eller vores fremmarch i dressuravlen. Vi danskere har en unik evne til at klare os meget bedre end spået i forhold til nationer større end os, når vi forener vores interesser. Og det kan firkløveret! Her bliver virkelig kæmpet for at inddrage flest mulige interessenter i springsporten. Jeg vil opfordre ALLE til at se på det her initiativ med positive øjne – tage JA-hatten på og spørge sig selv om ikke det var værd at tage forbi og se en træning, snakke med nogle af de her unge ryttertalenter som er helt vilde efter at ride heste, snakke med de 4 Firkløvere bag som virkelig arbejder for det her, tilbyd at komme forbi og giv den viden som i besidder videre til nogle ryttertalenter som er helt vilde for at suge til sig og for at lære noget. 

For hvem skal i fremtiden ride? Og hvem skal i fremtiden uddanne heste? 

Så kære alle avlere! Hvis i ikke er blevet kontaktet af Firkløveret - så kontakt dem! Hvis i mangler en rytter til at ride en hest, så kontakt dem! Her er mulighed for at komme i kontakt med ryttertalenter og samarbejde mellem avl og sport. 

Tak for en spændende dag – hvor vi blev proppet med indtryk og forplejning.
Lene Ibsen

www.springakademi.dk

Hingstekåring Holsten 2016

7. november 2016

Nr 1 – 4: Bliver en springhest uden det store talent for springning automatisk til en dressurhest ? Måske i Holsten. Jeg ved det ikke. Det her var fire flotte storrammede heste, om de har talent for dressur skal jeg lade være usagt, men det havde de i hvert fald ikke for springning. Tænker på om dressuravl i holsten er sammenlignelig med springavl i DV… 

Nr. 5 - Fragotino e. Fragonard x Caretino x Cassini II stamm 95 En af de bedste halvblodhingste i meget lang tid. Det er lige før jeg vil påstå at han var bedre gående (i hvert fald mere korrekt) end de såkaldte gangartsheste. Desuden var han absolut velspringende og rørte ikke en bom. Dejligt og fortjent at han blev kåret. 

Nr. 6 - Carcassonne e. Chachassini x Coriano x Con air. Super velspringende tiltalende mørkebrun hingst. Dejligt afsæt og hurtig afvikling. Stærk overlinje og bagpart. Oversprang i lige rigelig grad. Hingsten blev aftenen inden kåring solgt til Schockemöhle og dermed trukket fra auktionen. 

Nr. 7 – 16 En helt masse Casall’er, hvor der ikke står lige pæne ting ved alle. Ord som helt ligegyldig, manglende hingstepræg, krydsgalop… Jamen for pokker – det er jo pt verdens bedste sportshest, der er far til de her stjerner i svøb, hvorfor bliver vi så ikke blæst bagover ? Fordi hingstekåringen i Holsten er den mest prestigefyldte løsspringningskonkurrence i verden. Og Casall’er er altså ikke de største løsspringningstalenter. De skal som typisk også for Caretino-afkom have tid til at vokse færdige og udvikler sig først under rytter. Hvis jeg havde en Casall i min stald ville jeg ikke bruge meget tid på at øve løsspringning, jeg ville i stedet styrke og smidiggøre dens overlinje, så den engang blev stærk nok til at administrere de generelt gode bagben de har og den kapacitet de besidder.

Min favorit Casall – var Nr. 13 Cesul e. Casall x Calato x Locato stamm 5401 Han sprang med overdrevet kapacitet. Han havde et fantastisk overblik, sprang ens og forsigtigt hver gang, gode manere og store rammer. Det var der også andre som syntes, og på auktionen blev han solgt til Schockemöhle for 110.000 EUR

Nr. 17 – 23 Cascadello I’ere Fælles for dem er typen, de er meget smukke. De er generelt velspringende dog havde flere af dem lidt lange bagben i springafviklingen.

Min favorit var kat. 23 – Clarksville e. Cascadello I x Canto x Clinton I. Meget velspringende og virkelig en stjernehest at se på. Jeg troede dog ikke det skulle ske i holsten at en hingst, som flere gange efter hinanden lavede bagbensfejl på forkanten i okseren skulle opnå kåring og da slet ikke blive 2. reservesieger. Det var vældig underligt at se på, hvordan den bare var som en ballon der gik tør for luft og alt afsæt forsvandt. Efter at have bygget ned til den, sprang den godt igen. Efter lidt blandede bolcher… fx de dårligste Clarimo’er jeg nogensinde har set (meget skuffet, jeg er stor Clarimo fan) Det er vist i øvrigt druknet i Casalls succes i Doha, at Clarimo faktisk var med til at vinde Team-springningen med Rolf Göran også i Doha. … gik vi til pause på 2 Colman-afkom. Og selv om jeg selv måske er ved at være en lille smule træt af at sige Colman, så tit som jeg gør, jamen altså de springer jo bare godt! De har let ved det. De springer naturligt, og ubesværet. Masser af overblik, rytme. Dejlige sportsheste, ikke hingsteemner.

Nr. 32 – Christer e. Connor x Singulord Joter x Acodetto Dejlig, smidig hest og en fin repræsentant for Connor. Velspringende. Havde ikke set den i præmieringen og slet ikke som 1. reservesieger. Nr. 35 Coloredus e. Corrado I x Carthago x Contender x Lord ud af 318d2 Navnet Kalorius havde måske været mere passende… En plovhest af kaliber, oveni var han temmelig fed. MEN FOR POKKER, se nu den afstamning og den morstamme. Oveni havde han kapacitet nok til et tospand, selvom han ikke rigtigt gad og trække derhen, så sprang han helt og aldeles overbevisende. HELDIGVIS er han ejet af forbundet selv, så mon ikke han bliver kåret i løbet af vinteren. Jeg melder mig som fan!

Nr. 41 – Danken e. Dinken x Caretino x Coronado Jeg bliver mere og mere begejstret for Dinken og denne søn Danken var virkelig et bevis på hvad Dinken har at tilbyde avlen. Super dejlig type, en rigtig sportshest, sætter sig i galoppen, forsigtig og desværre lidt for præpareret. Han fik ikke lov at springe mange gange.

Nr. 42 – Kananga Ask e. Kannan x Quick star x Accord II x Cantus stam 1463 Rigtig pæn af en Kannan-søn at være og med gode rammer. Masser af afskub i bevægelse og afsæt, og rigtig stor kapacitet. Han blev så flot fremvist af en af Stutteri Asks medarbejder, han gav sig virkelig tid til at give hingsten ro inden springafvikling. Det var rigtig rart at se på. Kananga afviklede sidste tur igennem serien meget tæt på optimalt og trak virkelig overbevisende igennem på sidste spring. Super spændende hingst ud af Caranos stamme.

Nr. 50, 51, 52 – Quiwi Dream Højdepunktet for mig til denne kåring var helt klart Quiwi Dreams tre sønner. Jeg spørger mig selv mon Quiwi Dream kan vise sig at være den velfungerende Quidam-søn vi så lange har savnet... De sprang rigtig godt alle tre, meget overbevisende, stor kapacitet, smidige i deres overlinje, hurtige reaktioner – jeg har meget godt at sige om dem! Video af Quiwi Dream i februar ved hingstefremvisning

Nr. 50 – Quiwi Air e. Quiwi Dream x Com Air x Lucky Champ Bør nørderne slå op på horsetelex! Han har nemlig et interessant kryds i afstamningen idet farmor Panam Air og morfar Com Air er helsøskende.

Nr. 51 – Quiwi Capitol e. Quiwi Dream x Cero x Capitano stam 173 Er helt klart berettiget til sit navn idet mormor U-Capitola er helsøster til Capitol. Desuden er det lige før han også kunne være en klon af Capitol. Meget kraftig hest, ikke meget trækkraft mod springende, enorm kapacitet! Solgt til Station Hell for 110.000 eur.

Nr. 53 – Unforgettable e. Untouchable x Cassini II x Lavaletto stam 628b Simpelthen en imponerende sportsmodel. En rød ferrari. Meget elastisk med positiv energi i hele kroppen. Sprang ens hver gang, lavede en enkelt fejl og kom igen med en fin reaktion. Super klog. Dejlig at se på. Ikke kåret.

Nr. 54, 55, 56 Uriko. Uhrrr jeg har det ikke så nemt med Uriko. Jeg synes ikke han lever op til sin far og desuden har jeg stirret mig blind på, at hans afkom ofte ikke skiller bagbenene ad ved haserne. Men som min sidemakker sagde:”Kan det ikke være lige meget om de kan skille haserne ad når løber, hvis de kan springe sådan der”? Og JO det kan det måske, fordi de springer godt, alligevel er han ikke min favorit. Nr. 56 Unlimited e. Uriko x Casall x Capitol x Lord Må nok hellere skrive et par ord til ham her eftersom han blev siegerhingst. Han var af aller bedste type og han var en hingst med tydeligt kønspræg. Med sine 172 cm var der også noget af ham og han gjorde et imponerende indtryk. Han var uden tvivl publikums favoritten.

Generelle indtryk. Holsten skal lade være med at avle dressurheste. Mange forskellige faderhingste, og jeg tror det bliver endnu mere pånær lige Casall som bliver brugt massivt. Kan stadig godt lige Colman! Spændt efter at se flere Quiwi Dream-afkom.

 

Hingstefremvisning feb’ 16 - del 2

12. februar 2016

Det er simpelthen helt overvældende så gode forbundets samling af hingste er blevet. Jeg var vældig imponeret allerede sidste år, men i år har man lige taget det endnu en tak op. Gennem de sidste år har Holsteiner Verband virkelig ryddet op i hingstestalden. Det har selvfølgelig været nødvendigt pga. krisen som ikke kun har været hård her i Danmark. Antallet af registrerede føl i Holsten er de sidste 5 år faldet med 30% og bedækningsantallet med 1970, det er medvirkende til en nedgang i omsætningen hos Holsteiner Verband på godt 5 mio. DKK – så bliver man selvfølgelig tvunget til at slanke sig. Men jeg bliver bare så imponeret af at man har gjort det på en måde, så hingstekollektionen simpelthen bare fremstår endnu bedre og mere moderne end nogensinde. Hingstene er af en overvældende kvalitet. Og hvor man før hen kiggede til de private stationer efter modernisering og nytænkning, så må jeg sige at det for mig i 2016 er helt omvendt. Private hingstene fredag aften var af middel god kvalitet med et par enkelte højdepunkter. Holsteiner Verbands hingste var af rigtig god kvalitet med et par enkelte undtagelser. Som altid var det en meget grundig gennemgang, hvor der blev lagt ud med de helt unge i løsspringning og efterfølgende under rytter, så de få gangartsstærke, og derefter alle de som kunne vises i springning under rytter. Hele forløbet kommenteret af flere fagfolk bl.a. kommenteret af Tjark Nagel, som også var inviteret som gæstekommentator til de privates fremvisning fredag aften.

Unikato Untouchable x Caretino x Landgraf x Lord stamm 2543 Yes! Endelig en værdig repræsentant for Untouchable i Holsten. Han har alt det jeg ville ønske mig hvis jeg stod for at skulle bruge Untouchable, masser af mod, kapacitet og smidighed, stærk overlinje og ligesom sin far den dejligste galop. De gange jeg har haft mulighed for det, har jeg holdt øje med Untouchable på en opvarmning, og han har en fantastisk galop, som kan gøre mig helt blød i knæene! Aktiv og indundergribende bagben, det samme havde Unikato og han havde det også fremvist under rytter. Spændende hest!

Kingsroad (som vist startede med at hedde Kingsland Kannan x Corofino x Capitol x Caletto II stamm 3389 Ham her havde jeg virkelig glædet mig til at se! Og jeg blev ikke skuffet! Køn er han ikke, men det har han nok fra sin far. Men han også en helt masse andet. Mega cool og helt afslappede sprang han støtterne ud, tøffede roligt rundt og så spørgende: ”Skal jeg gøre det igen ?” En herlig kapacitets prop med rigeligt krop, lidt fræk under rytter, men på en dejlig drengerøvs-agtig måde. Jeg tror han bliver STOR, men jeg må i min stald kunne finde en passende hoppe. Og så er han jo ud af Stamm 3389, Cassini’erne, Clarimo. Kingsroads mormor Donata er søster til netop de hingste. Jo han står på min ønskeliste i år.

Catch Colman x Calido x Caletto I x Lacapo - stamm 890 Jeg syntes han var den bedst springende ved kåringen i november, og igen ved fremvisningen udviste han et stort overblik og ro, som kun kan ses hos heste der har tillid til egen kunnen. Helt gevaldigt springende! Og super galoperende under rytter. Stamm 890 som Casall er ud af, er kendt i Holsten for at give ridelige og præstationlystne heste, og sådan fremstår Catch også for mig. I type er han moderne, vellinieret, langbenet og jeg ville i år have mere lyst til at bruge ham end Colman selv, …hvis det altså ikke lige var fordi at der er rigeligt med Colman-blod i min stald.

Cruseon Casquetto x Cassini I x Lord x Sacramento Song xx - stamm 741 Mor er søster til Cardento, og allerede der tænker jeg AHA! Der er da heller ingen tvivl om at han kan springe, han leverede virkelig en overbevisende løsspringning, men for mig døde han lidt under rytter. Alt for meget på forparten, og selv om han er en langbenet hest, så virkede han alt for tung under rytter. Han skal have noget mere tid før jeg kan se hvad det bliver til. Jeg er så heller ikke så begejstret for Caquetto, synes har er lidt kedelig, og det samme gør sig gældende for Cruseon, han mangler noget udstråling.

Diamar Diarado x Con Capitol x Caletto I x Lido Vældig godt springende, måske noget af det mest overbevisende springning jeg har set af et Diarado-afkom. Under rytter fungerede han også rigtig godt og han er meget smuk og Diarado-agtig i typen. En hingst hvor jeg ville være bekymret for størrelsen. Han er selv målt til 165 cm, og hans mor er opført til at være 161 cm -Diarado selv mener jeg er er 166 cm.

Million Dollar Plot Blue x Vigo D’arsoui x Cento x Nabab de Reve x Chin Chin På min ønskeliste står også ham her. Jeg bliver nød til at finde plads til ham her på en af mine hopper. Det er en drømmeafstamning. TOP hingste i 5 led og muligheden for at trække nyt blod ind. Masser af præstationer på top-level i morstammen. Men det er ikke kun afstamningen, han imponerede mig og jeg er slet ikke i tvivl om hans kapacitet og jeg tror alle var enige om at han leverede dagens bedste løsspringning. Under rytter virkede han ridelig men med rigtig meget saft og bid. Meget spændende hingst.

Barcley Baloubet du Rouet x Clearway x Alcatraz x Concerto II stamm 238 Ham her er stadig den bedste repræsentant Holsteiner Verband har haft for Balubet, og jeg kan godt blive lidt trist over, at der i år alligevel ikke kommer føl hos mig efter ham. (Absolutely Love er solgt med føl efter Barcley i maven). Jeg føler mig meget overbevist om at der er et super match. Det er lidt svært at imponere publikum for 4-årsene. De bliver vist en runde over nogle små spring under rytter, og når man året inden har sendt dem springe gigantspring i løsspringning, så bliver man ikke imponeret på samme måde. Men kapacitet det har han, det er man slet ikke i tvivl om. Barcley har en meget afbalanceret galop og en super teknik trods sin størrelse og meget lange ben. Han minder mig meget om Baloubet, og virker til at være en klog og ridelig hest. Jeg tror ikke jeg har hopper nok til at han også kommer på ønskelisten, men jeg er sikker på at jeg kommer til at bruge ham en gang i fremtiden. Jeg glæder mig meget til at besøge Absolutely Love, når hun har folet.

Zuccero Zirocco Blue x Caretino x Contender x Coriolan – stamm 4539 Hvis jeg havde en stor madame, som jeg gerne ville have lidt lettere, så ville jeg prøve ham her. Ultra moderne og ædel og masser af afsæt og gummi.

Clarcon Casall x Cassini I x Heraldik xx x Silvester stamm 3692 Kan huske at jeg var en smule skuffet over at se ham som 4 års, men det er lidt det der med at 4 års har svært ved at imponere. Jeg kunne så godt lide ham da han blev kåret i 2012 og valgte at bruge ham på Vicky e. Contender x Exkurs, men solgte hende efterfølgende. Heldigvis har jeg stadighed mulighed for at følge Vicky og dette dejlige afkom, som i dag er ejet af Jette Bach. Hvor har han bare udviklet sig godt. Sikke en motor og sikke en kraft der er i hans afsæt, jeg vil mene at han havde fortjent en lidt bedre fremvisningen, men det var i hvert fald tydelig for mig, hvad det var jeg faldt for i 2012. Smuk type fuld af gummi og sikke en udstråling. Dejlig hingst. Lille videoklip på youtube, kom lidt sent i tanke om at filme… https://www.youtube.com/watch?featu...

Cornetino Cornet Obelensky x C-Indoctro x Landgraf x Ronald Stamm 104A Hvorfor har jeg ikke rigtigt lagt mærke til ham før ? Han sprang simpelthen så godt. Og så var han bare helt vild med det, på den måde som jeg bare så godt kan lide, hvor han bare er helt med og siger JA TAK. Ikke noget med at være over ivrige, bare sådan klar på alle opgaver. Han sprang rigtig smidigt, med hurtig afvikling og rigtig praktisk. Dejlig hest!

Dinken Diarado x Cassini I x Caretino x Marlon xx – stamm 2294 Jeg har altid haft det lidt ambivalent med Dinken. Jeg synes ikke rigtigt at han er hverken Diarado-agtig eller Cassini-agtig, og hvorfor så vælge en hingst med den afstamning. Jeg har lidt svært ved at se hvad han skal bidrage med. Men hvor har han da udviklet sig til at være en super dejlig springhest. Masser af kraft i afsæt men samtidig super hurtig i sin afvikling. Han efterlod et meget positivt indtryk! Fantastisk sportshest!

Lamaze Lasino x Corrado I x Leandro x Caletto I – stamm 42B Har efterhånden skrevet meget om ham (se tidligere års noter), og jeg kan stadig SÅ godt lide ham. Jeg har ganske enkelt bare for lidt hopper til alle de hingste jeg gerne vil bruge. Endnu engang var han bare helt overbevisende i springning, århh de bagben! Helt vild med ham!

Quibery Quintero x Caretino x Cantus x Landgraf – stamm 8769 Dejlig hest og meget velspringende. Har ikke en helt masse at skrive om ham her, har bare taget ham med, fordi han gjorde mig rigtig glad over at jeg har et par stykker efter Quintero. Smidighed, kapacitet og dejlig indstilling. Glæder mig til Quarz føl.

Cancara Cassini I x Corofino I x Constant x Calypso I – stamm 162 Efter i nogle år at have været forpagtet til USA er Cancara hjemme igen, det er vist aldrig sket før at Holsteiner Verband har hentet en retur derovre fra. Men selvom Cancare selv godt kan give det indtryk at være indkrydset med elefant-blod, (den er enorm) det er altså 4 af de største C’er der ligger bagved, så avler den tydeligvis ret moderne hest. I hvert fald fremvistes 3 meget dejlige, smukke, velspringende og moderne 6 års heste. Alle tre heste man ville være stolt af at ride rundt på. Ville helt klart overveje den, hvis jeg manglede størrelse.

Crunch Clarimo x Canturo x Calato x Caletto II – stamm 776 Bliver selvfølgelig lige nød til at kommentere på Crunch, som er på alles læber og som vist anses for den helt store nye stjerne i Holsten. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan se det! Og det irritere mig helt vildt! Men da det her jo er lige så meget til eget brug som til alle andres fornøjelse med at læse det, så er her MIN mening. Masser af kapacitet, en imponerende hest at se på. Han er blevet meget bedre siden jeg så ham til JBK i Odense, hvor Rolf G. kun havde redet ham en måned, men hvilken hest bliver ikke bedre af at have en af verdens bedste ryttere på ryggen? Han har udviklet det afsæt jeg hele tiden har syntes at han manglede. Han brækker stadig for meget i luften over springene og han lander stadig for hårdt bagi. Og selvfølgelig skal det nok blive løst, men derfor behøver jeg ikke at lave føl efter ham, ind til videre vil jeg foretrække Clarimo, som jeg dog heller ikke har planer om at lave flere af lige nu… Rolfs kommentarer til hingsten gik mest på at han var lettere at betjene end Clarimo selv. 

Jeg har valgt primært at kommentere på dem som jeg synes var rigtig gode, da der var rigeligt af dem. Med ved spørgsmål kommentere jeg da gerne 😉

Hingstefremvisning feb’ 16 - del 1

8. februar 2016

Fredag d. 05.02 - Privat Hengste i Elmshorn

Indledning ved at arrangøren red en på en Holstensk ko, så kunne man fortælle lidt om hvor skidt det står til for mælkebønderne. Og her mærker man tydeligt forskellen mellem Tyskland og Danmark. Avlerne i Tyskland er bønder, deres hesteavl er ikke for sjov, for når køerne giver underskud, så er der brug for hesteavlen. Følgende stationer var til stede:

Følgende hingste blev vist:

Calmando Calido x Carpaccio x Lacapo Redet af Dirk Ahlman, lovprist i store vendinger af Tjark Nagel. Store forvenninget til denne sæson. Dejlig smidig velspringdende hest uden det store hingstepræg.

Cornet de Lux Cornet Obelensky x Contender x Cor de la Bryere Var vel nærmest årsagen til at vi tog turen til Elmshorn en fredag aften, desværre var det en skuffende præstation. Ingen tvivl om at hingsten har nogle kvaliteteter, men de var svære at få øje på da hingsten blev fremvist for meget korte tøjler og slet ikke fik mulighed for at vise sin smidighed over springende. I galop rullede han rundt på 4-takter og den solgte slet ikke sig selv. Man fortalte at hingsten har haft en skadet menisk og er blevet behandlet med stamceller og først er påbegyndt ridning igen for 4 uger siden, og den fremstod da heller ikke i udstillingsform. Den blev derfor kunfremvist over et par enkelte mindre forhindringer. 

Cannavaru Cannavaros x Loran x Contender Blev fremvist flot af Dirk Ahlmanns 16 årige datter, som også skal ride på den i hvert denne sæson. Helt igennem en fornøjelse at se på. Storrammet, smidig, godt galoperende Crumble Colman x Carinjo x Calypso Skal fremover rides af Thomas Brandt. De passer rigtig godt sammen. Men Crumble er for mig lidt for lille og kompakt, men stadig lige smidig og og velspringende. Quiwi Dream Quidam de Revel x Contender x Landadel Drømme afstamning! Drømme hest. Blev fremvist helt ukompliceret og på normal trense og uden martingal eller andet af sin rytter (mener hun hed Pia til fornavn) men han er også blever redet af Hans Dieter Dreher. Hingsten selv var så overbevisende i sin præstation, MEN man havde forinden valgt at vise tre 4 års heste efter ham, og hvorfor man havde det kan jeg ikke svare på. Det var tre heste der intet havde til fælles udover de virkede meget slapt springdende bagi. Den første havde udstråling og var mere redet end de to andre, men for lille. Den anden var stor, stiv, grim og virkede sur og uridelig. Den sidste var en staatspræmieret hoppe som for mig var helt ubetydelig. Video på youtube https://www.youtube.com/watch?featu...

Verano Vivant x Cassin x Newton Stor, lidt tung hest med kapacitet. Del Piero EN DRØM af en pringpony. Cassini-præg i børnestørrelse. To af dem TAK! Lavagon Lordanos x Acorado x Escudo Som alle andre Lordanos lidt knap i alt.

Balous Bellini Balou de Rouet x Lord Incipit x Calypso II Var lige ved at tro at de ville sælge den som dressurhest, da den kom ind i fri trav og blev vist i den ene dressurøvelse efter den anden. Det kunne Tjark N. heller ikke undgå at bemærke og mobbede rytteren kraftigt til stor morskab. Rytteren var en moden herre fra dengang man både blev uddannet i dressur og spring, og han kvitterede ved at give sig til at springe. Dejlig, smidig hest, og absolut velgående. Action Breaker Heartbreaker x Lys de Darmen x Porche de Bornival En moden herre med masser af hingstepræg, her taler alt andet vel for sig selv. Video på min side Loveless Lord Z x Lordship x Corleone Halvbror til den i DK kendte Casillas. Jeg havde ikke forventet at så meget hest, som der her blev vist. Masser af gå-på-mod og tænding, elastisk og elektrisk, super forbensteknik og middel rammer. C-Hardwell Clinton I x Corofino x Romino En af de nykårede i Holsten og video fra løsspringningen kan ses på Verbands hjemmeside. Jeg synes han springer med hovedet for højt på videoen og også under rytter bevæger sig lidt låst, men det var der ikke noget af her. Dirk Ahlmann sad på ham for kun anden gang og det var en ualmindeligt dejlig unghest han viste frem, men stor udståling og smidig bevægelse. En hingst jeg vil se frem til at se igen.

Olivier K Dressurpony

Cascadello I og Cascadello II Casall x Clearway x I love you Blev fremvist sammen af Dirk Ahlmanns Datter og Søn på 16 og 14. Rigtig fin og medrivende fremvisning, hvor Tjark Nagel med speak fik skabt stemning af Aachen. I’eren er bare en vildt dejlig hest, men lidt stor og lidt tung, men så dejligt springende og galoperende. II’eren er ædlere og lettere men har ikke den samme smidighed og afsæt som sin bror. Ville til hver en tid vælge I’eren. I’eren er en hingst, II’eren er en hest. Brantzau Baloubet de Rouet x Carthago x Coriander Ham her gjorde at turen ikke var spildt. Næsten en kopi af sin far, ikke kun i farve men også i type og så de der bagben - wauw! Sådan en må jeg lave! Video på Völz’ hjemmeside https://www.youtube.com/watch?v=-Q1...

Mine indtryk fra Holstener hingstekåringen i Neumunster 2015

4. november 2015

I år havde jeg kun mulighed for at se løsspringningen fredag, og havde derfor ikke set hingstene på ring eller på fastbund.  

Jeg var – ligesom det meste – af Holsteinerhalle temmelig irriteret over den meget langsomme afvikling af løsspringningen og præsentation af auktionsheste. Jeg synes, det virker som om, at Holstenerforbundet de seneste par år har ændret afviklingen af kåringen nærmest fra år til år, måske for at finde en konstellation, der prioriterer fremvisningen af auktionshestene højt, men de har endnu ikke fundet en afvikling, der bare virker. Dagen blev alt, alt for lang og desværre skaber det rigtig meget uro i afviklingen af løsspringningen, som i hvert fald for mig er det mest interessante.

Om forbundets afvikling 

Også i år var der ændret i afviklingen af løsspringningen, således at hingstene ikke selv skulle løbe ind i serien første gang, men på holstenermanér blev trukket ind og sluppet alle gange – jeg har ikke en masse meninger om dette. Nogle fremvisere er meget dygtige til at sende hingstene ind, andre er knap så dygtige, for nogle hingste har det stor betydning og for andre ikke. Jeg synes, det kan være en fordel for de hingste, som er meget tændte på at komme ind i serien, at de bliver kontrolleret lidt i deres iver efter at komme af sted, men det er et tema, som ofte debatteres ved kåringer. 

Det mest forstyrrende element var klart den nye ”landsholds-kaptajn” for piskefører-teamet, som var placeret foran den sidste okser. Han var desværre skyld i, at flere hingste blev noget usikre, idet han flere gange trådte et skridt frem imod hingstene i afsæt, dette skete fx ved kat. 42 en meget smuk søn efter Cormint, som reagerede ved at hænge længere og længere i luften og en kat. 54, en i mine øjne lidt kedelig hest, ligesom sin far Lenett, som med meget stor kapacitet reagerede ved at springe væk fra piskeføreren, og nærmest var ved at springe sidelæns ud over støtterne. Han havde en tendens til at jage på, uanset om der var grund til det eller ej, det gik især ud over de meget store hingste fx kat 14 e. Casall x Ephebe for Ever på 169 cm, som var meget præget af sin store morfar og kat. 16e. Cascadello x Landos på 167, som virkede meget stor og med en kæmpe galop. Hingsten sprang med stort overblik, men blev mere og mere irriteret over hele tiden at blive jagtet på sidste okser. 

Fløjen gik til: 

Kat. 20 - Charleston  
e. Cascadello x Cantus x Landadel x Athlet Z – ud af den berømte Block-stamme 7126. Jeg synes på mange måder, at det var helt i orden, at æren tilfaldt denne hingst. Det var en meget komplet hingst, som havde det hele. I mine noter har jeg skrevet: Stor, flot, smidig, stor kap, dejlig hest, springer afslappet og er cool. Han var desuden meget velgående og har bestemt noget X-faktor. 
Det, der er mest interessant, er, at dette er Cascadellos første årgang, og ikke mindre end tre af de fem fremstillede sønner blev kåret. 

Det var meget imponerende at se, hvor ens de var i type, især virkede fronten (halsform, halsansætning kønne hoveder) meget ens, alle havde meget udstråling og sprang godt (dog undtaget nr. 17 Campodello (Cascadello x Diarado x Contender x Sion), som jeg fandt lidt lavstammet og uden hingstepræg, men en af de hingste, der sprang meget ens hver gang). 

  1. reserve Sieger kat. 13 - Central Perk 
    e. Casall x Contender x Sandro x Cor de la Bryere – ud af 318D2 som bl.a. erkendt for Diarado, Coriano, Chello’erne, Catelan’erne osv.  
    Selvfølgelig skal verdensførende springavlsforbund med verdens førende springavlshingst Casall også have en Casall placeret i top. Generelt er det ikke Casall’ernes stærkeste side at løsspringe, men ham her gjorde det ganske godt. Han var dejlig smidig og løs i kroppen, og selvom jeg godt kunne få øje på et par små ting, var han en fin repræsentantfor Casall i top 3. 
  2. reserve Sieger kat. 37 – Catch 
    e. Colman x Calido x Caletto I x Lacapo – stamm 890, Casalls-stamme 
    ”JA TAK !!!” – er det eneste, der står i mit katalog. Han var første hingst efter pausen, om det varderfor ved jeg ikke, men det var min fornemmelse, at her var dagens første hingst, som bare sprang suverænt. Endelig et levende bevis for, hvorfor det er, at jeg elsker holstener heste. Tydeligt præget af Colman med hvad dertil hører afskønhedsfejl. Men ubegrænset kapacitet, overskud, overblik osv. JA TAK !!!  

Hvad ellers syntes jeg om kåringen: 

Kat. 38 – C’est Duke e. Companiero I – ligesom sin far varhan lavet af ren gummi, og han sprang helt suverænt. En af tre som opnåede 10 imit katalog – hvorfor han ikke blev kåret, kunne jeg ikke få øje på. 

Kat. 44 – Con Moto e. Corrado fik også et 10 tal hosmig, og blev heller ikke kåret. Jeg synes, det er som om Corrado-afkom har haft det retsvært i Holsten de seneste år.

Kat. 51 – Fremont e. Fidelio du Donjon (e. If de Merze som også er far til Lordif du Chalusse) Den hest var så grim,den vente forkert og sprang med forbenene inde under sig, men der var barenoget ved dens funktion, som jeg rigtig godt kunne lide. Jeg kan ikke forklaredet bedre end, at det var en hest som bare virkede og bare blev bedre og bedre jostørre det blev, og jo mere den fik lov at springe. Jeg håber, jeg kommer tilat se den ved en anden lejlighed. Den blev ikke kåret, det er forbundets egenog den blev ikke solgt på auktion, så måske den dukker op igen. 

Kat. 52 – For Passion e. For Fashion. Der er ikke noget speciel at bemærke ved denne hest, men i år havde jeg mit datter Filippa på 9år med til kåring. Hun lavede nogle fantastiske noter til nogle af hestene og gik ellers lidt rundt på opdagelse. Jeg vil huske denne hest for, at hun gav alle os kloge hoveder en lektion i, hvordan man ser på heste: Formuler det, du ser! 
Denne store flotte hest viste sig fint, alligevel var der noget ingen af os rigtig kunne formulere – indtil det kom fra Filippa: ”Den har for lille en mås”. Det var så præcist formuleret, som det kunne gøres! 

Kat. 55 – Naskari e. Numero Uno høstede stor jubel fra publikum, især hollænderne. Sidste år blev en anden meget velspringende Numero Uno søn ikke kåret til stor fortrydelse. Naskari blev kåret og fortjente det også i forhold til sidste års, da der her var meget mere ”hest” at se på. Med 163 cm er det stadig en mindre hingste, og som man ofte ser på Numero Uno afkom lidt knap i rammer. Naskari sprang særdeles overbevisende og var meget smidig, som det også er kendetegnende for Numero Uno’er. 

Kat. 56 – Quentin e. Quarz blev kåret. Jeg var rigtig fornøjet ved at se endnu et super Quarz-afkom, da jeg selv venter et i 2016. Rigtig god skridt og meget stærk overlinje. Han sprang med god teknik og kapacitet, men blev desværre hurtig sendt ud, da han oversprang.  

Kat. 64 – Verano e. Vivant BWP (Fuego de Prelet SF x Landino x Hedjaz SF) fremstillet af Voelz. Helt anderledes blod, så selvfølgelig kigger man en ekstra gang! Men ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Meget velspringende hest med stærk og smidig overlinje, men lidt gammeldags i typen efter min mening.  

Endnu engang ALT for langt til at kunne kaldes et resume. Skulderklap til dem, som har læst helt herned til. Jeg kan altså bedst huske de forskellige hingste, når jeg selv laver nogle noter og reflektere lidt over dem. 

Alle kommentarer,delinger, uenigheder osv. er velkomne. Ovenstående er kun min mening! 

Lene

 

Hingstefremvisning i Holsten d. 31/1/15

4. marts 2015

Hingstevalg 

Der var rigeligt med højdepunkter for mig ved holstenerforbundets hingstefremvisning, så mange at det bestemt ikke bliver let at foretage nogle hingstevalg til foråret. Det er flere af forbundets unghingste, som jeg godt kunne tænke at bruge i min avl.

For mig er det vigtigt at jeg kan lide hingsten, den skal sige noget til mig. Jeg skal selv have lyst til at ride på den. Det er ikke nok at blodet er godt/spændende/passende, at indekstallene er i top, at hingsten viser sig super – jeg har igennem årene mange gange valgt at lytte til mine egne indskydelser og jeg stoler rigtig meget på mig selv når det kommer til valg af hingst.

En hestemand jeg respektere har engang sagt til mig, at jeg har øje for at se en god hest, og det har jeg valgt at tro på, så derfor SKAL en hingst sige mig NOGET for at blive brugt på en af mine hopper.

Men det var der så sandelig og nogle stykker der gjorde i Neumünster d. 31.01.15.

Holstener forbundet havde valgt at vise ca. 35 hingste denne lørdag eftermiddag. Det er mange, og jeg vil koncentrere mig om at beskrive de hingste, som gjorde et særligt indtryk.

BARCLEY

Baloubet du Rouet x Clearway x Alcatraz x Concerto II - Stamm 238

Jeg var super spændt på at se den i november kårede Baloubet-søn Barcley. Det er noget blod, som jeg i fortyndet grad gerne vil bruge, men jeg har været skuffet over mange at de tidligere kårede sønner, som jeg synes har været for præget at morsiden til at jeg har kunnet se et formål med at bruge dem. Med Barcley har holsten kåret en Baloubet-søn som er tydeligt præget af sin far. Han er typemæssigt bestemt ikke et glansbillede og er sikkert længe om at blive færdig. Hans eksteriør er heller grunden til at jeg synes om ham. Det er hans tilgang og især hans overskud. Han er løs, afslappet i hele kroppen og i balance, når han galopere ind i løsspringningsserien og det samme under rytter. Der er ingen tvivl om at han er en hest med enorm kapacitet, han har en stor og lidt rullende galop og han har et super temperament.

Meget spændende hest!

CARACHO – Siegerhengst 2014

Cassilano x Quick Star SF x Concerto II x Fra Diavolo - Stamm 730B

”Man bør holde sin mund har man ikke noget pænt at sige”!

Men om Caracho kan jeg ikke sige ikke-noget! Jeg bliver så irriteret, når jeg ikke forstår kåringerne. Til kåringen var jeg paf over at han blev udpeget som siegerhingst, jeg havde slet ikke tillagt ham nogle særlige egenskaber, og dem havde jeg her til fremvisningen stadig svært ved at få øje på. Jeg vil medgive at hesten besidder stor kapacitet, men at den springer temmelig ukorrekt med hovedet højt, brystbenet presset frem og holder sig fast igennem skulder og ryg. Han virker desuden svær i temperamentet, lurende og sky, han brød sig bestemt ikke om publikum og banepersonalet.

Jeg synes det er svært med en hest, hvor mange åbenbart kan se nogle kvaliteter, som jeg ikke kan få øje på, og han vil sikkert spøge i min bevidsthed fremover.

CLARCON

Casall x Cassini I x Heraldik x Silvester - Stamm 3692

Jeg var rigtig begejstret for Clarcon, da han blev kåret og præmieret i 2012. Kombinationen Cassini I x Heraldik xx er jeg meget begejstret for. Jeg synes han sprang meget smidigt og med masser af overskud. Ved fremvisningen 2014 var jeg desværre lidt skuffet, hingsten virkede slukket og uden gålyst, sprang slapt og solgte bestemt ikke sig selv. Derfor var jeg meget glad over at Clarcon ved fremvisningen her i 2015 var helt anderledes i hopla, og sprang med et kraftfuld afsæt og igen masser af overskud. Han ligner virkelig en hest, som det er en absolut fornøjelse at sidde på.

Det er også værd at bemærke at Clarcons første årgång har fået stor ros for deres type og bevægelser. Han har et følindeks på 123 som er over gennemsnit. Hans føl udmærker sig igennem udstråling, smidige og dynamiske bevægelser.

Han fik store roser med på vejen af med-kommentator Gerd Sosath. 

HUMPHREY

Hermes D’authieux AA x Carthago x Landgraf x Casanova - stamm 8224

Meget dejlig, langbenet hest, som virker let at holde eller bringe i balance både i sit interiør og i sin krop. Han er hele tiden afslappet, galopere stort, har ubegrænset kapacitet og springer igennem hele kroppen. Han virker meget Carthago-agtig i sit udseende og sin afvikling.

Med det blod og de rammer står han meget højt på min hingsteliste!

Lamaze

Lasino x Corrado x Leandro x Caletto I – Stamm 42B

Jeg var rigtig begejstret for de to Lasino sønner ved kåringen i Neumünster i 2013, hvoraf Larion blev indkøbt af Schou.

(Se Note her https://www.facebook.com/notes/235914639918111/)

Og jeg blev bestemt ikke skuffet over at se Lamaze igen, nu som 4 års. Jeg kan stadig enormt godt lide den. Han har hver gang (3 gange) jeg har set ham haft en dejlig indstilling. Han har en helt enorm galop, men god galop og det er nok ikke for sjov at holsteiner verband anbefaler at bruge ham på lidt mindre hopper. Det er i hvert fald min forventning, at han vil tilføre størrelse, galop og kapacitet.

Zuccero

Zirocco Blue x Caretino x Contender x Coriolan Stamm 4539

Zuccero fik ved kåringen i Neumünster 2014 ikke helt den opmærksomhed, som han fortjente – idet hans præstation blev overskygget af Zornell også efter Zirocco Blue fra Hengststation Völz.

Zuccero er en meget tiltalende hingst, men en dejlig udstråling og positive indstilling. Han er ultra moderne, springer med elasticitet og smidighed i overlinjen. Han har masser af overblik når han går ind i serien og bliver hele tiden bedre og bedre.

Meget spændende hingst at følge i fremtiden.

 

Referat af springavls mødet i Hillerød d. 26 februar 2015

2. marts 2015

Oplægget til mødet har været rigtig godt.

Der var samlet nogle kompetente mennesker med forskellige indgangsvinkler til springavl og springsport. Ambitionerne for at skabe debat var store, set i bagklogskabens lys, måske for store! Det var, i hvert fald for mig, en smule uklart, hvad der var aftenens tema og hvorfor programmet var sammensat som det var. Jeg gik fra mødet med den opfattelse, at der ikke havde været meget debat, men at mange havde haft mulighed for at rose hinanden.

Der var lagt op til debat af:

  • Hvorfor vil (nogle) ryttere hellere have udenlandske heste fremfor danske? Er de danske heste bare ikke gode nok, eller ligger der andet bag? 
  • Kan DV gøre noget for at motivere avlerne til at avle de gode springheste?
  • Har den danske avl det rigtige fokus, eller burde man skele mere til de udenlandske forbund for at have nogle af de samme hingstelinjer?
  • Det er ikke nogen hemmelighed at Danmark er en verdensnation i levering af dressurheste, men i springhesteavlen halter vi noget bagefter.
  • Eller er de danske heste i virkeligheden gode nok - men i stedet er det så andre steder, hvor man kan optimere uddannelsen af de unge danske heste? Om det i stedet er rytterne der ikke er gode nok, og i samme åndedrag om det så er trænerne der ikke underviser godt nok?

Men så langt nåede vi ikke! Det er der efter min mening flere grunde til:

  1. Man kan ikke holde en debat i et ridehus – og slet ikke i februar måned!
    - Der var for meget uro på lægterne, lyden var lidt dårlig, og så blev der istedet snakket med sidemanden. Det var koldt, og mange gik før arrangementets afslutning.
  1. For at diskutere, skal der være nogle parter som er uenige.  - Der var inviteret ryttere på danske heste, som var begejstrede for det materiale de sad på. Så de kan jo ikke sige noget negativt om at ride på danske heste. - De tre panel-deltagere (som jeg sagtens kunne se linjen i hvorfor de var blevet valgt: Producent, udvikler, slutprodukt) havde svært ved at blive uenige om ret meget. De var alle begejstrede for de fremviste heste. - De få kritiske spørgsmål der blev stillet, var i meget begrænset omfang rettet mod panelet, og blev derfor omhyggeligt og udførligt forsøgt besvaret. Panelet bestod af: 1. Henning Jensen, Avler 2. Kenneth Ernst, DSA 3. Lars N. Pedersen, Landsholdstræner
  2. Kritikken var mest rettet mod DV, som kun var repræsenteret fra sidelinjen. Jeg tror, det havde skabt mere debat, hvis DV også havde været til stede i panelet.

Det er nemt at være negativ, men det er jeg ikke.

Hver gang mennesker med samme interesse, men forskellige indgangsvinkler mødes skabes der synergi. Der er mange som interessere sig for springavl, og det er da fantastisk i en tid, hvor ordet ”krise” bruges i hver anden sætning om hesteavl. Hvor er det dejligt, at så mange mennesker kan samles en kold februar aften i et ridehus for at snakke om og se på springheste. Fokus på springning er med til at skabe opmærksomhed og det gavner os alle, både ryttere og avlere.

Stor ros til arrangørerne for et fantastisk initiativ og et flot arrangement.
Særlig ros til Susanne Taarnager, som har en super mikrofonstemme og flot forsøgte at sætte gang i debatten.


Jeg var en af dem som kom til at tale med mine sidemænd og kvinder, og det var vældig interessant. Og derfor vil jeg godt give mine bud på ovenstående spørgsmål:

Hvorfor vil (nogle) ryttere hellere have udenlandske heste fremfor danske? Er de danske heste bare ikke gode nok, eller ligger der andet bag?

Godt spørgsmål, som der er flere svar på!

Det handler rigtig meget om økonomi!

Som ejeren af HIS var så flink at fortælle mig, så vil han gerne købe 3 års heste hos os avlere, som er utilredet, vi behøver altså ikke at ofre at få dem redet til. Men det han bliver præsenteret for, når han kører på avlerbesøg er små og ubetydelig heste, som han ikke ser en fremtid i. Det han vil købe er heste af interessant afstamning med en god størrelse til 50-75.000. Det kan ikke lade sig gøre i DK, men det kan det i udlandet.

Det handler om afstamninger!

For mange danske springheste har for meget blandet blod i årene, det synes jeg også selv er irriterende, når jeg kigger på rideheste. Mange springheste til salg har kun springheste i få led. Mange ryttere mener at danskavlede springheste mangler sportspræstationer i afstamningen, noget der blev debatteret kraftigt på mødet i Rødding. Det gør de udenlandske måske også, men det er ikke så nemt at tjekke, som på de danske.

Det handler om snobberi!

Ja det er min påstand. Men det er fakta at mange ryttere ikke ønsker at købe en hest, hvis den har været annonceret til salg, for så ved ”alle andre” hvad den har kostet. Det er fakta at mange som i DK formidler heste til ryttere, ikke ønsker at tage direkte kontakt til avlere, men forhøre sig på heste af omveje. Det er fakta, at der prestige i at ride på udenlandske heste, for det sender et signal om at man har ledt hele Europa igennem for at finde den helt rigtige (Selvom de fleste af os godt ved at mange af de udenlandske heste i DK er billige markedsheste fra Holland og Belgien hentet hertil af danske hestehandlere – og så er vi vist tilbage ved starten nemlig! økonomi…)

Kan DV gøre noget for at motivere avlerne til at avle de gode springheste?

DV skal lytte. Det er demotiverende ikke at blive hørt, og derfor er der så mange der indimellem råber højt, det er af frustration - over ikke at blive hørt! Der mangler kompetencer indenfor springavlen i DV, og derfor er der heller ikke tillid til at DV kan og vil gøre noget for avlerne af springheste. 

Har den danske avl det rigtige fokus, eller burde man skele mere til de udenlandske forbund for at have nogle af de samme hingstelinjer?

Gør vi ikke det? Jo det mener jeg da bestemt vi gør. Det er en af de ting jeg ofte fremhæver ved DV, muligheden for at bruge udenlandske hingste. Har vi det rette fokus? Det mener jeg er meget individuelt, fordi avlerne mangler tillid til DVs kompetencer indenfor springavl. Derfor må vi hver især udarbejde vores egen avlsplan, det gør at alle trækker i sin egen retning. Det er ikke det samme som at danske avlere ikke er fokuserede, for det tror jeg helt bestemt at alle avlere er. Men hvis man ser på den danske springavl som en enhed, så mener jeg at svaret er nej.  

Det er ikke nogen hemmelighed at Danmark er en verdensnation i levering af dressurheste, men i springhesteavlen halter vi noget bagefter.

Det kan vi takke Blue Hors for. Der er ingen tvivl om, at det arbejde, der er blevet gjort og de penge der er blevet investeret i at hente TOP dressurheste til DK ligger til grund for DVs succes indenfor dressuravlen. Til trods for at jeg ikke mener at have ret meget forstand på dressurheste, så er jeg fascineret af Esben Møllers visioner for dressuravl. At han så oveni i har haft mulighed for at føre dem ud i livet som stutterileder hos Blue Hors, har været DV dressuravls held.  

Eller er de danske heste i virkeligheden gode nok - men i stedet er det så andre steder, hvor man kan optimere uddannelsen af de unge danske heste? Om det i stedet er rytterne der ikke er gode nok, og i samme åndedrag om det så er trænerne der ikke underviser godt nok?

Uha… det er vist et farligt område for mig at bevæge mig ind på, men selvfølgelig har jeg en mening:

Vi mangler traditioner i DK for uddannelse af ryttere. Rideklubberne er trængt økonomisk, alt er nedslidt, børn og unge lærer at ride på dårlige ponyer og heste, af en ung teenager, som selv ikke ved for meget om heste og ridning. Og sådan forsætter det. Unge lærer ikke om hesteforståelse, adfærd og sikkerhed. I Tyskland vil man ikke købe heste uddannet i DK, for de bliver kun redet med henblik på at løbe stærkt så de kan vinde sløjfer, hvor man i Tyskland rider stilspringning for både hest og rytter.

Det samme gælder unge heste. De skal præstere fra den dag de stiller til kåring, der bliver ikke lagt vægt på langsigtet uddannelse. Avlere og ryttere er presset økonomisk, så det gælder om at få solgt i en fart. De ryttere der vil købe, vil ikke betale for uddannelse, for det kan de selv ride ind i dem, til gengæld vil de ikke betale for en kvalitetshest. Mange unge heste bliver hurtigt opgivet fordi de er for besværlige.

Der er kun ganske få trænere som brænder for at uddanne både ryttere og heste. Kun enkelte ryttere har sponsorer i ryggen eller via egne midler mulighed for at beholde deres gode heste, så de selv kan dygtiggøre sig.

Jo, der er i mine øjne noget helt galt med uddannelsessystemet af både heste og ryttere.

Springhestedebat: Mine tanker om Zangersheide 2014

18. oktober 2014

Avl af springheste: Zangersheide 2014

I 2013 blev de manglende danske resultater i Zangersheide anledning til debatten om springhesteavl i Danmark. Rytterne var udskældte, de fik skyld for ikke at kunne ride med på det høje niveau, både hvad angår sværhedsgrad og tempo. Også avlerne fik skyld for at avle på de forkerte hopper, ikke vægte præstationer i hopperne ol. Alt sammen punkter, som ikke lige stod til at ændre fra dag til dag. I det hele taget var det lidt svært at få øje på, hvad der kunne gøres på kort sigt. Mange tiltag har været forsøgt for at opnå dialog mellem rytter, avlere, DV, dommere og andre interessenter, men ikke meget er der kommet ud af det!

Nu er UVM på Zangersheide 2014 netop overstået med helt anderledes positivt resultat, så hvad var i år anderledes?

Kvalifikationerne/udtagelserne var tydeligt sværere i år end de forgående år for at forberede rytterne på sværhedsgraden. Jeg red selv den sidste udtagelses kvalifikation, ikke med henblik på udtagelse, men pga. sværhedsgraden, og JA jeg synes det var rigtig svært. Jeg synes, det er en positiv udvikling, og gerne flere tekniske udfordringer og stigende sværhedsgrad og også gerne strammere opmålinger af tiden - for hvor kan ryttere nationalt ride den slags baner og dermed opnå rutine?

Kun en af de udtagne heste nåede finalen, hvilket i sig selv er et godt resultatet, det er (12 år siden) der sidst har været en dansk hest i finalen. Men helt ekseptionelt nåede 4 danske heste finalen, deraf var de tre heste altså ikke var udtaget eller grundet tilfældighed kom med som 2. reserve. Derfor må man vel stille følgende spørgsmåltegn ved om kriterierne for udtagelserne kan forbedres?

Tilsyneladende er både de danske ryttere og heste gode nok til at være med, men måske er det ikke de rigtig der får chancen?

DV har et begrænset antal pladser til rådighed. Der udtages fire ekvipager og en til to reserver. DRF har også nogle pladser (wildcards) og havde i fem års uddelt tre stk. til udenlandske heste. Jeg kender ikke kriterierne, for hvordan man kommer i betragtning til wildcards. Som avler af både DV og udenlandske heste, tænker jeg, at det ingen betydning har, hvor jeg vælger at registrere afkom, når der fra Danmark sendes næsten lige mange udenlandsk registrerede heste afsted som DV registrerede heste.

Så fra dansk side må man spøge sig selv:

  • Kunne et tættere samarbejde mellem DV og DRF give en synergi effekt til fordele for begge parter og dermed også dansk springhesteavl og springsport? 
  • Kunne man med fordel fremme det nationale samarbejde, og dermed vande det håb der blev sået i Zangersheide, om at Danmark også kan få en plads på den internationale springscene? Noget udlandet allerede har bemærket (Foto, overskrift ”Sieger der Herzen”)

Egentlig havde jeg skrevet en del om hvilke heste, avlsforbund osv osv som har klaret sig bedst ved Zangersheide 2014, men har ikke fået lagt sidste hånd på og dermed lagt op her på siden. Så da mit absolute yndlingsmagasin Züchterforum i dag lå i postkassen og de havde kogt alle mine konklusioner og hentydninger ned til få linjer (Foto, tekstboks ”Stammbücher)

Citat:” Das blut in den Top 20 ist sehr verschieden, aber klar im Vorteil ist – Überraschung – der Holsteiner C mit Vätern: Clarimo, Colman, Cicero Z, Clearway, Clintissimo Z, Chacco-Blue und Calido.

Alle er som altid velkommen til at komme med en kommentar!

Fantendenser kontra "facts"

30. januar 2014

DV hingste i internationalt perspektiv – forsat 

Det er vel ret aktuelt, at se på det internationale aspekt i springhesteavlen og få et indblik i hvad det egentlig er DV holder sig op imod. Det har Poul Graugaard, dommer og medlem af DV avlsledelse og Thomas Bach Jensen, som skribent for Ridehesten og presseansvarlig for DV, valgt at gøre i det første nr af ridehesten i 2014.

I min øjne meget relevant for den aktuelle debat om DV heste i internationalt perspektiv.

Jeg har valgt at se nærmere på de ranglister, som ligger til grund for de to artikler, da deres konklusioner overrakede mig. Poul Graugaard fremlægger i sin artikel i ridehesten 01/14 sd. 84-87 : Springhesteavlen – set i internationalt perspektiv samt artiklen sd. 48-49 skrevet af Thomas Bach Jensen: ”Hvis afkom vinder mest?” selvfølgelig kun den sidste tredjedel, som omhandler springheste, med overskriften: ”Hvad blev der af tyske springhingste?”

WBFSH udarbejder hvert år i oktober ranglister baseret på FEIs pointranglister over hvilke hingste, hvis afkom har vundet mest det år. Hingstene rangeres altså iforhold til hvor meget deres afkom har vundet baseret på FEI resultater det pågældende år. Den samme kilde bruger PG i sin artikel, han har baseret den på WBFSH – Sire Ranking 2013 -  Show jumping og FEI WBFSH World Ranking List – Jumping Studbook.

Jeg synes, at Poul Graugaard glemmer at tydeligegøre, at disse ranglister udelukkende er baseret på resultater opnået mellem d.01.10.2012 og d.01.10.2013. Samtidig mener jeg, at man bør forklarer hvordan ranglisterne opgøres (nedenstående link) og hvilke problemer der er ved ranglisterne som WBFSH selv gør opmærksom på i et dokument a april 2011 underskrevet af Jan Pedersen formand for WBFSH:

http://www.wbfsh.org/files/WBFSH_ranking_statement_April_2011.pdf

- Although the rankings speak to the quality of the horses, studbooks, and sires included, they should not be considered a type of independent quality certification, as available data is insufficient, and the studbooks differ too much.

TBJ ser på WBFSHs top 10 over faderhingste i springning og som jeg forstår hans pointe med sin artikel er det - som også overskriften indikere: ”Hvad blev der af tyske springhingste?” - i top 10 vel og mærke.

For vælger man at se på ranglistens top 50 eller top 100 er det over 50 % af hingstene som er tyske, så kan man vel ikke påstå at pointen: de tyske hingste ”er blevet væk”, holder. Faktisk viser Top 50 og Top 100 et noget andet billede end hvis man kun ser på Top 10. Jeg mener, at det begrænset kun at hæfte sig ved en Top 10 rangliste, når man tænker på avl i internationalt perspektiv. Men døm selv! ¨

Fig. 1 – Opdeling af WBFSHs Sire Ranking 2013 – Show jumping – top 100 ranked stallions
(Fordi Facebook ikke tillader tabeller, er opstillingen vist under billeder) 

Jeg mener også, at det er vigtigt, at man tænker over, at denne liste alene bygger på resultater for en tidsbegrænset periode (se tidligere afsnit) og ikke er set som resultater over en længere periode fx 5 eller 10 årig periode. Det gør hingstenes placeringer på listen meget usikre, eller oversat til indeks, så er usikkerhedsmargenen stor. Dette illustreres også ved at hingstenes placeringer  på denne liste skifter fra år til år.

Min pointe er: VÆR KRITISK overfor ranglister, og værd opmærksom på hvad de egentlig viser før man opfatter dem som ”facts”.

[1] NRPS – Nederlands Rijpaarden en Pony Stamboek, er kun repræsenteret med en enkelt på listen nr. 61 Cantos, derudover er tallene KWPN alene

[2] SBS – Le cheval de sport Belge, er repræsenteret med en enkelt i top 50 listen nr. 19 Kashmir van Schuttershof og en enkelt i top 100 listen nr. 79 Querlybet Hero

Mine indtryk fra Holstener hingstekåringen i Neumunster 2013

5. januar 2014

Det er et noget blandet indtryk, der står tilbage efter dette års hingstekåring. Men der er vist ingen tvivl om, at krisen begynder at kunne mærkes i antallet af fremstillede afkom med de sidste par års store årgange (2007-2009). Dette års fremstillede unghingste er født i 2011, som er det andet år, hvor bedækningstallene faldt betragteligt. Så der er vist ingen tvivl om, at der fra nu af er dømt smalhals i udvalget, samtidig med at færre måske har lyst til at bruge ressourcer på forberedelse og fremstilling, når udbyttet er så lavt som i øjeblikket. Auktionernes forløb lørdag eftermiddag indikerede i hvert fald ikke en udpræget købelyst. Auktionarius Ullrich Kasselmann måtte hale pengene ud af køberne og alle tre auktionerne blev meget langtrukne uden højdepunkter.

En lille smule om selve kåringen

Som altid var det en stor fornøjelse at se den tålmodighed og faglighed, hvormed løsspringningen afvikles. Det var dejligt at se Herbert Blöcker, som efter sidste års fravær var tilbage med pisken i hånden. Men årets kollektion var desværre ikke præget af de store højdepunkter. Måske var det derfor, at der var så stor uenighed blandt publikum om dommernes afgørelser, og pauserne blev brugt til heftig debat. Selv havde jeg kun sat én af de seks hingste i præmieringen, den havde jeg til gengæld set på fløjen (Kat. 20 en meget flot og velspringende Casall-søn som i mit katalog opnåede den højeste springkarakter sammen med kat. 24 e. Castelan I, begge hingste havde Corrado I til morfar), men NEJ dommerne havde ham ikke engang iblandt top tre!

Fløjen gik til:

kat. 16 Casall x Carthago x Cantus x Lagos - stamm 5064 - en imponerende flot type, med en elastisk overlinje og bevægelse. Han sprang med en særdeles god bagbensteknik, men manglede til gengæld noget i sin forbensteknik. I mine øjne var han ikke overbevisende, og sprang ikke godt nok til en fløjplacering.

1. reserve Sieger kat. Nr 35 Coruscant e. Connor x Cristo x Sir Shostakovich XX  x Corrado – stamm 569– en elegant hingst og en flot repræsentant for Connor. Han sprang særdeles godt.

2. reserve sieger kat. Nr. 64 Quick Time e. Quick Fire x Casall x Acord II x Athlet Z – stamm 6893- en hingst jeg slet ikke havde forventet blev kåret. Dejlig type, men manglede afsæt og levede slet ikke op til sin fars imponerende springegenskaber.- et lille dansk islæt, idet faren Quick Fire kåret i 2008, er avlet af Morten Augustinus.

Fælles for alle tre hingste i toppen var, at de var af god type, dog med manglende hingstepræg, og jeg sad tilbage med det indtryk, at man havde vægtet typen over springegenskaber.

Hvad jeg vil reflektere over fra kåringen:

  1. Lasino Jeg er jo en C-nørd, men det er mest, fordi jeg ikke rigtig er faldet for nogen L-hingst endnu. Dog har jeg de sidste par år kigget langt efter Lasino, men NU er jeg overbevidst. To særdeles velspringende Lasino-sønner blev fremstillet og kåret.Kat. 47 Larion (Lasino x Contender x Caletto I x Friedericus) – Stamm 42B- En meget komplet hingst! Han har en dejlige jordvindende galop, springer overbevisende, trak lige på springene igennem serien.Kat. 48 Lamaze (Lasino x Corrado I x Leandro x Caletto I) – Stamm 42B- En af stjernerne! Absolut en af de mest overbevisende på springene. Sprang med overblik og stor kraft i afsættet! Imponerende hingst, som havde det hingstepræg, som mange hingste savnede.Det er værd at bemærke, at de begge er ud af samme stamme 42B, således er Larions mormor, Lamazes oldemor (Hoppen Celesta e Caletto I). Lamaze, som er ejet af holstenerforbundet, var ikke på auktion og kommer formentlig dermed til at stå til rådighed ved forbundet i den kommende bedækningssæson. Larion derimod blev som sidste katalognummer solgt på auktion. Særdeles spændende er det, at han blev købt til Danmark af Brdr. Schou, så ham kommer vi forhåbentligt til at se meget mere til. Det er også værd at bemærke, at Larion er opdrættet af Manfred von Allwoerden, der i 2012 overtog det - tidligere berømte dressur stutteri - Grönwohldhof, som også var Donnerhals hjem. Manfred von Allwoerden råder over en lang række interessante holstenerheste og på stedet skal i fremtiden være springstald og stutteri for holstenerheste. Manfred von Allwoerden leverede allerede i år en historisk avlerpræstation idet han har avlet fire af de udtagne hingste, hvoraf de tre blev kåret og den ene endda Siegerhingsten.
  2. En anden hingst, som jeg vil overveje i fremtidig hingstevalg, er Casall sønnen Connor med den enestående morstamme 6879. Idet jeg er stor Corrado I fan og Connors mor Korrada S er heltsøster til Corrado-brødrene, har jeg flere gange overvejet Connor, men jeg har aldrig været helt overbevidst af hingsten selv. Udtaget til kåringen var fire hingste og to af dem blev kåret og den ene præmieret.  Kat. 35 Coruscant beskrevet under 1. reservesieger.Kat. 36 Cioto (Connor x Contender) sprang med stort mod, overblik og overbevisende kapacitet. Han sprang mere overbevisende end Coruscant, dog var Coruscant en flottere type end Cioto.Generelt var hingstene efter Connor: storrammede, elegante, sprang med stor lyst, kraftfuld afsæt og smidighed. Jeg kunne virkelig godt lide dem.
  3. Quarz (Quintero x Caretino x Coriander) som i 2013 er kommet på danske hænder ved salget til stutteri Ask, er jeg jo helt forelsket i. Jeg synes, han besidder nogle af de egenskaber, som jeg leder efter. Han er især hurtig, klog og smidig, tænker selv med, han er hamrende modig og han VIL spring. I år havde han også en søn udtaget, som også blev kåret:Kat. 63 Quantino (Quarz x Coriano x Exkurs x Corofino)Han er flottere end sin far, men lige så velspringende. En rigtig dejlig hest!

Inden Siegerhingstene udnævnes rundede Dr. Nissen på vegne af körkommision af

  • Første gang kåringen afvikles uden bagbensgamascher, hvilket der var både fortalere for og andre som var imod, men det er kommet for at blive.
  • Løsspringningen forløb i år ikke optimalt.
  • 6 præmiehingste, ingen skiller sig ud, og det er fjer som adskiller de seks i toppen.
  • Der hersker er en højtidelig stemning om holstenerkåringen i Neumunster.

Efterfølgende afholdes en tale for publikum indeholdende iagttagelser, anbefalinger, kritik og ros af én uvildig fagmand inviteret til at følge kåringskommissionens arbejde fra start til slut. Det var i år et af mine helt store idoler blandt andet fordi han har skrevet min yndlingsbog om uddannelse af unge springheste:

Elmer Pollman-Scweckhorst

  • ”Krisen har påvirket Holsten, som har været på en betydelig diæt. Antallet af føl er halveret og hingstene som fremstilles til kåring er faldet fra over 100 til 60. Men en diæt medfører altid at man er mere fit, og bedre rustet til fremtiden.”Han lagde især vægt på at man i løbet af de sidste årgange har forbedret eksteriøret og moderniseret typen.”Man har dog stadig nogle udfordringer som svagt bagbensfundamet og ryg/overlinje”. Typiske holstener-problemer
  • ”I Holsten har man altid haft et stedmor-agtigt forhold til dressurheste”.Og Elmer P.-S. foreslår at man skæver til andre forbund som med succes har adskilt afprøvningen af dressur og springheste. Det var tydeligt at de tre repræsentanter for gangartshestene faldt tydeligt igennem løsspringningen. Men Elmer P.-S. mener alligevel at holstener-heste har noget at tilbyde dressuravlen fx halsansætning og den karakteristiske bevægelsesafvikling. 
  • LøsspringenElmer P.-S. havde stor ros til legenden Herbert Blöcker og hans team. Især roste han den ro og føling hvormed løsspringningen bliver afviklet, og hvor tydelig det er at man ønsker at fremstille hingsten bedste muligt, samtidig med at de får en god oplevelse, noget der absolut kræver fornemmelse for den enkelte hingst.Elmer P.-S. sluttede af med at kritisere brugen af tricks i forberedelsen af hingstene og lagde vægt på at det ikke pynter med overpræparering – et punkt som modtog spontant bifald. ”Præparering er lig med snyd og det skader avlen”
  • Holsten fik i nogen grad ros for at være konservative ved ikke at lade sig styre af markedet, men kontinuerligt forsøge at sætte sig ind i rytternes ønsker af præstationsheste og omsætte det i muligheder for avlerne. Dog mente han at det ville pynte med en kvinde i kåringskommissionen 

Dette var mine indtryk fra Holstener hingstekåringen i Neumunster 2013

Referat af DV mødet i Rødding d.13.11.13: DV heste i Internationalt perspektiv

12. december 2013

Det var med stor forventning at jeg havde set frem til det gode initiativ DVs region 4 lagde for dagen d.13.11.13. Jeg gætter på at der var mødt godt hundrede interesserede op og mødet blev indledt med forskellige synsvinkler fra de seks inviterede paneldeltager:

Lars Pedersen: DV heste i internationalt perspektiv. Kort beretning om de meget få DV heste som ...gør sig i international springsport. DV placeret som nr. 16 på verdensranglisten, baseret på alle forbunds 6 bedste springhestes resultater. (Nr. 1 – KWPN, Nr. 2 – Belgien, Nr. 3 – SF, Nr. 4 Holsten). Han anså at der var mange faktorer som kunne have betydning for, hvorfor DV ikke har flere heste på topplan bla. DK er et lille land, med en lille population af heste, med for få gode ryttere og for få gode heste.

Poul Graugaard: Avlsmål og selektionssystem Kort gennemgang af springhesteeksteriør og egenskaber, samt DVs avlsmål og opdelingen af dressur og springheste. Han mener at DV er bagud på springsiden, fordi springavlen i DK reelt kun er 9 år gammel, da DV først på det tidspunkt begyndte at skelne mellem dressur og springheste i deres bedømmelser.

Søren Knudsen: Hvilke egenskaber skal fremmes? Kritiserede især misvisende indextal pga for stor vægtning af unghesteindekset i forhold til konkurrenceindekset. Han opfordrede til brug af de gamle hingste i modsætning til unghingste, han eftersøgte internationale anerkendte afstamninger i DV hestene, samt præstations avl i mange generationer. Sidst men ikke mindst lagde han vægt på, at man ikke kan bedømme unge 3 års hoppers indstilling, mod, hurtighed, vinderinstinkt og frem for alt kapacitet på et øjebliksbillede til en kåring, og at kravene til kåringerne generelt er alt for lave.

Peter Enemark: Hvad sælger en god springhest? Og lagde vægt på førstehåndsindtrykket, derefter resultater og ridelighed. Han kritiserede, at DV i hans øjne giver for høje karakterer, som giver avleren en urealistisk forventning om at hestens evner.

Ib Kirk: Succeskriterier ved indkøb af hingst til station Kom absolut med aftenens mest velforberedte indlæg, idet han havde lavet en flot præsentation om emnet ”Indkøb af hingst”. Han vægter, at hingsten lignede en hingstemodel, var af international anerkendt afstamning, passer ind i hans stald/kollektion, de skal have et godt temperament, hvilket ofte resultere i ridbarhed. Han fortalte, at han køber hingste ind med salg for øje, og derfor har en plan for hver hingst i stalden. Først skal der findes en passende rytter til hingsten, så skal der lægges en plan for fremvisning og stævnedeltagelse og hingste skal skabes ved at den bliver markedsført rigtigt.

Theodor Schmidt: Strategi for indkøb af hingste Lagde vægt på at man kigger tilbage på de gamle gener i forhold til hvilke forfædre har haft betydning for springsporten, her brugte han Cottage Son XX som eksempel. For ham var det vigtigt i indkøb af hingste at fuldblodet ikke var for tæt på – ikke tættere end fjerde led, da det eller går ud over springegenskaberne. Han mente, at DVs problem var manglende gennem avlede hoppestammer og at hopperne generelt er blevet for ædle.

Mere eller mindre relevante indlæg, men så der i hvert fald var basis for debat, desværre gik der heller ikke lang tid før jordforbindelsen røg og salen blev hurtigt delt i tre lejre:

1. Rytterne: Hoppestammerne er uden præstation, hestene mangler kapacitet og afstamningerne er ikke interessante nok = DV heste er ikke gode nok.

2. Avlerne: det er ingen økonomi i springhesteavl, og hvis DV ikke stiller store, så vi ikke får selekteret nok, hvad skal vi så gøre ? Hjælp!

3. DV: Det hele er godt nok, vi skal bare have tålmodighed.

Punch Liners:

- Hvis du bliver tilbudt en hoppe som til afprøvning har fået 10/10 eller 9/9 i løsspringning, så lad være med at købe den, for så kan den ikke springe. – Peter Enemark

- Der er ikke sket meget i de 36 år jeg har arbejdet professionelt med heste udover at de er blevet mere ensartede. – Søren Knudsen

- Hvorfor vil danske ryttere ikke ride på DV heste ? – Anette Winther

- Resultater lyver ikke – Tommy Lundby

- Allroundhesten hører fortiden til - Poul Graugaard

- De (unge heste) skal sige JA TAK til at arbejde – Ib Kirk

- Hvorfor skal hopperne springe så lavt til afprøvninger ? Jeg kan godt lide at se mine hopper springe højt – Linus Camitz

- Hvorfor invitere vi ikke en dommer fra udlandet til at overvære vores kåringer? – Nis Ravn

Min konklusion: Tja… jeg synes ikke jeg fik en masse med derfra. Der var interessante indlæg og spændende synspunkter, men jeg manglede at der kom nogle konkrete bud eller løsningsmodeller, som DV kan arbejde videre med. Jeg synes, det er skræmmende hvor langt avlere og ryttere denne aften stod fra hinanden. Avlerne måtte tage meget kritik for ikke at selektere grundigt nok derhjemme, samt at hopperne ikke kommer ud og præstere i konkurrence før de bliver sat i avlen. Den holdning kan jeg i nogen grad forstå, men rytternes løsning var at avlerne skal fremvise deres heste for rytterne og lade dem afgøre hvilke heste det er værd at ofre x antal 1000 kr på om måneden i uddannelse. Rytterne forklarede at det var en dårlig forretning at tage heste ind i ridning, men avlerne samtidig gjorde opmærksom på at det er en dårlig forretning at lade en hoppe uddanne i en årrække for derefter at lade den indgå i avlen. Så jeg manglede at begge parter havde forståelse for hinandens økonomiske udfordringer - og istedet søgte en løsning. Det mest interessante synes jeg var rytternes kritik af afprøvnings systemet, et system man i DV er åbenlyst stolt af. Og det viser netop manglen på kommunikation, noget jeg synes var kendetegnende for hele aftenen.

Rytterne og DV stod overfor hinanden og pegede fingre ligesom det også sker på organisationsniveau mellem DV og DRF. Jeg manglede klart nogle bud på hvad der kan gøres for at samarbejde. For jeg tror på DK er for lille til ikke at samarbejde, hvis vi vil noget som helst med springhesteavlen. Et eksempel på det er: I DV er der i år registreret ca. 1500 føl,(ca. en halvering fra det bedste år 2008, hvor der blev registreret 2971 føl) af dem er ca. 20 % springføl svarende til ca. 300 stk., af en årgang stiller ca. 30-45% (i 2011 blev 28 % fremstillet, i 2008 blev 49 % fremstillet) tre år senere til kåring svarende til at der i år 2016 vil blive fremstillet mellem 90-135 springhopper. Hvis man går ud fra at medlemmerne - som DV oplyser avler ca. 20 % af medlemmerne springheste – at de også har 20 % af DV hopperne, så er den danske DV springhoppebestand pt. ca. 500 hopper. Der er altså efter år med store årgange! Men med markante fald i bedækningstallene siden 2009, mener jeg der er udsigt til en betragtelig indskrænkning af antallet af hopper i de næste år. Jeg har desværre ikke stor tiltro til at DV i fremtiden vil lykkedes, som producent af topspringheste, og jeg så i aftes heller ikke konkrete bud på, hvordan DV kan komme videre med springhesteavlen. Jeg vil rigtig gerne høre andre syn på sagen! Husk på at ovenstående er min opfattelse, og kom meget gerne selv med jeres bud!

DVs referat af mødet i Rødding

http://varmblod.dk/DK/NYHEDER.aspx?newsquery=&pageNumber=2?accb0da0bb1511df851a0800200c9a67=1&newsId=1202